Syv uger før termin får forældrene den frygtelige meddelelse, at babys hjerte ikke slår mere
Det startede med en positiv graviditetstest tilbage d. 22/2-2017 efter vi havde prøvet i 7 måneder. Vi kom til nakkefoldsscanning som gik så godt og det viste sig at den lille bønne faktisk var en uge ældre end beregnet – så min termin blev til den 23/10-2017.
Vi kunne ikke vente til uge 20 med at få kønnet at vide, så vi købte ved en privat klinik en kønsscanning.
Vi skulle have en dreng!
Tiden gik, jeg fik en fin lille mave og ved 20 ugers scanningen var alt som det skulle være. Børneværelset blev gjort klar efter sommerferien og vi glædede os. 29/8-2017 er jeg til 3. graviditetsundersøgelse, hvor jeg er 32 uger henne og han har det godt!
Tirsdag den 5/9-17 mærker ikke jeg meget til ham, men som lægen og jordemødrene sagde stod han allerede langt nede i bækkenet så jeg ville nok ikke mærke til ham på samme måde. Onsdag den 6/9-17 er jeg stadig bekymret, ringer til fødeafdelingen som kan se mig med det samme og jeg siger til mig selv – at selvfølgelig er han okay, men jeg vil gerne lige tjekkes alligevel.
Han behøvede ihvertfald ikke tage en sove dag mere!
Som skåret ind i min erindring, kan jordemoderen ikke finde nogen puls – vi går ind for at blive scannet, så hun kan se hvor han står og derefter ville sætte måleren på til en CTG-scanning.
Men hans hjerte slår ikke mere. 33+2 dage.
Min verden kollapser på et splitsekund. Den lykkelige forestilling om livet med ham og den voksende kærlighed til ham som man havde fået, blev revet væk og erstattet med et kæmpe sort hul.
Jordemoderen er fantastisk og får hurtigt guidet mig ind på en stue hvor vi kan sidde og snakke. Efter lægens og jordemoderens anbefaling skulle det være som en naturlig fødsel – og det var også det jeg ville.
Jeg får en modnings tablet og vi bliver sendt hjem og skal møde kl 8 dagen efter.
Om aftenen bliver jeg ramt af tvivl, om jeg ikke bare skulle have et kejsersnit – hurtig ud og hurtigt overstået. Jeg ringer til fødegangen fordi jeg er nødt til at få nogle svar, og hun fortæller mig fordelen ved en naturlig fødsel – også hvis der engang skulle blive et barn mere (mange risikoer og der kan komme komplikationer ved et kejsersnit) men også i forhold til min og vores sorgbearbejdelse.
Jeg takker for samtalen og føler mig lidt mere okay ved tanken. Og hvis jeg virkelig fortrød, så kunne jeg godt få et kejsersnit hvis jeg ikke ville andet.
Torsdag kl 8, efter få timers søvn tager vi afsted på sygehuset. Jeg får lagt nogle modnings tabletter op 2 gange i løbet af torsdagen. Der sker ingenting udover at det “murre” lidt i lænden og foran under navlen. Det kan holdes ud med varmepuder.
Fredag: de beslutter at give mig nogle andre tabletter som jeg får hver 2. time, og dagen er pludselig gået stærkt – ved 16 tiden får jeg lagt venflon og får vestimulerende medicin.
Der sker ikke meget, max 1,5 cm er jeg udvidet.
Om aftenen beder jeg om at komme i bad som smertelindring, dette virker godt på smerterne og de fortsætter med medicinen indtil over midnat, hvor de så slukker for den.
Lørdag: efter der stadig ikke er sket så meget, fortsætter de på den vestimulerende medicin. Det gør kun at jeg får en smule mere ondt og uro, og jeg får noget morfin til middag til at sove på. Under hele forløbet må jeg næsten få alt den smertelindring jeg ønsker, for som de sagde “ det skal ikke gøre mere ondt på dig, fysisk, end højst nødvendigt “.
De mente selvfølgelig med det store tab vi bar rundt på og den fødsel hvor vi skulle se vores søn, men ikke som de fleste ser deres børn. Om aftenen efter der ikke er sket noget vil de “tage vandet”, da det ikke var gået endnu og mente det kunne sætte skub i tingene.
Men det kunne vi ikke klare og spurgte om det kunne vente til søndag morgen, og selvfølgelig kunne det vente lidt.
Søndag kl. 9 tager jordemoderen vandet som aftalt.
Der er mindst 1 liter og det er fint klart. Ved middagstid får jeg et skud morfin, fordi jeg ikke kunne sove pga. smerterne og gerne ville være “frisk” til fødslen.
Ved 12 tiden kan jeg ikke sove for smerterne, og vi tilkalder jordemoderen. Nu er det 12 minutter mellem veerne. Det var helt mærkeligt at føle dem, noget jeg ikke har prøvet før. Anæstesi lægen bliver tilkaldt og efter 3 kvarter dukker han op. Jeg får lagt en epiduralblokade og den tager toppen af veerne, men jeg kan stadig mærke dem og gå lidt endnu.
Ved 16 tiden er jeg 5-6 cm udvidet og der er kun 5 minutter mellem hver ve.
Vores jordemoder og jordemoderstuderende gør tingene klar til fødslen, og ved 17 tiden får jeg presseveer. Kl 18.30 præcist kommer vores søn, sovende til verden. Og han bliver lagt op til mig hvor vi ligger hud mod hud, indtil moderkagen efter 30 minutter kommer ud med lidt bøvl.
10/09-2017 Kl 18.30 fik jeg min søn, blev ‘rigtig’ mor for min søn og mistede min søn. En perfekt dreng og ingen synlig grund til at han ikke skulle være her mere.
Vi var indlagt indtil mandag, hvor vi holdte en velsignelse med sygehuspræsten i kapellet kl 15.00 med de nærmeste. Kl 17.30 sagde vi farvel og han blev kørt i kapellet. Og vi kørte hjem. Uden vores søn.
Jeg ved at det hele måske er lidt langt – men er glad for at kunne få muligheden for at dele det og få det ud på skrift faktisk.
Men også at bryde tabuet om spædbarnsdød.
For det var mit livs største oplevelse. Jeg blev mor!
Jeg mærkede hvordan min krop nok skulle fikse sådan en fødsel, det skulle jeg ikke bekymre mig om. Har fået en dyb respekt for kvindekroppen – den er sku lidt sej.
Men også følt mig lidt alene – for jeg føler mig ikke altid ligeså meget mor som dem der har et barn, og de glemmer også lidt at jeg er mor. For når jeg så taler med nogen som er gravide nu, så vælger de at fortælle om andre som har født og om hvordan de har følt og oplevet det. Men glemmer at tænker: “ jeg kan spørge hende der sidder lige på den anden side af bordet, for hun er også mor, hun har også lige født”.
Vi skal til samtale i starten af december omkring obduktions svar. Og afsluttet vores 7 ugers forløb i en Sorggruppe som har været til en gigantisk hjælp i sorgen.
Udover et fantastisk jordemoder team og forældre som har støttet og holdt os når det var sværest. Har de også stillet nogle gode spørgsmål – og et af dem jeg husker tydeligst er om hvordan vi havde regnet med fødslen, og om vi havde “ønsker” til den.
For det var stadig vores første født, vores oplevelse og vi skulle stadig opleve de ting vi ønskede, hvis vi ville.
Og det gjorde vi – en smuk fødsel selvom vi ville have gjort alt for at han var i live da han kom ud.