Fødselsberetning: min første fødsel
Vandet gik kl 4 om morgen, da jeg vendte mig om inde i sengen. Dengang var proceduren stadig at man skulle bringes ind på FG med ambulance hvis baby ikke stod fast ved vandafgang. Så fik ringet ind til FG og ambulancen kom. Lidt pudsigt var det i al den “du må kun ligge på ryggen”-stemning, at de bad mig om selv at gå ned fra 2. sal til ambulancen 😉
Vi kom ud på FG, alt vel, ingen veer, så hjem med os igen.
Sidst på formiddagen begyndte små veer så småt at komme, de tog relativt hurtigt til og kl 16 havde jeg vestorm, de kom 4-5 koblede veer og så pause. Jeg var SÅ uforberedt på det, jeg gik totalt i panik.
Jeg havde deltaget i det offentlige tilbud om fødselsforberedelse ( som kun lærte mig at gispe, noget jeg endnu aldrig har haft brug for) og læst alle bøger jeg kunne finde på biblioteket, men intet af det havde forberedt mig på min egen rolle i selve fødslen.
Der var 5 minutter imellem veerne, når der altså var pause, så vi ringede til FG og fik lov at køre ind.
På forhånd havde jeg forsvoret al medicinsk indgriben i vores søns fødsel, men jeg havde desværre også forsømt at forberede mig på hvad jeg så ville gøre i stedet.
Det står knivskarpt i min erindring at vi ankommer til FG, jeg bliver undersøgt og får den skuffende meddelelse om 4-5 cm Min veer gør sindsygt ondt, fordi jeg spænder imod med hele min krop og jeg har ingen strategier for at undgå det.. Jeg beder om en EPI og tænker samtidigt at jeg springer ud af vinduet hvis jeg ikke får den, jeg kan slet, slet ikke være i det.
Jeg får dog lovning på en EPI og den bliver lagt, den virker dog ikke optimalt, men kun delvist i den ene side. Her er kl ca 19. Og jeg får trods alt lidt bedre styr på min krop, så jeg ikke spænder så meget op og tingene skrider fremad. Kl 21 konstaterer JM at jeg kun mangler en kant og hun skyder på at jeg føder inden vagtskifte kl 22.
Ak, godt vi ikke vidste hvad der var i vente.
Baby står meget højt og jeg ligger i min seng på ryggen uden nogen former for bevægelse eller tyngdekraft til at hjælpe baby ned og ingen foreslår mig disse ting. Så pga. manglende progression ligger de s drop. EPI’en kan dog slet ikke dække de her kunstigt fremkaldte veer og jeg spænder igen totalt op. Det hele er så voldsomt angstfyldt. Jeg kan heller ikke tåle EPI’en og får kløende udslæt på maven. Engang i løbet af natten får jeg også feber og det sivende fostervand bliver grønligt. Alt skriger infektion (ved jeg nu) men man glemmer alligevel at give antibiotika
Kl 04 begynder hjerterytmen at være skidt og de tager skalp-PH. Jeg guides til at presse ud fra CTG kurven, kan ikke mærke mine presseveer ( hvis der var nogen). Ligger på ryggen og presser, uden hjælp fra veer, baby står stadig højt og jeg har stadig feber. Hjertelydskurven bliver dårligere.
De tager en ny skalp-PH, som nu viser at baby er skidt og der skal at ske noget. Alt er en tåge for mig. Og på intet tidspunkt bliver jeg foreslået at rejse mig op så baby kan hjælpes ned igennem bækkenet.
Kl 6.20 viser endnu en skalp-PH at der ikke er mere tid. Så fødselslægen anlægger sugekop og de informere mig om at jeg har 3 veer ellers hedder det akut KS. Jeg er væk, i en anden verden, forstår ingenting! Jeg kommer et kort øjeblik tilbage til denne verden, da de anlægger et klip UDEN at informere mig om det. Det var SÅ grænseoverskridende, at få klippet sin krop i stykker uden forudgående information at jeg lukker helt ned!!
På en eller anden måde lykkes det fødselslægen at få hevet min baby ud på det sidste træk. Han er slap, blå, ingen tonus, meget lav hjerterytme – apgar score 2.
De viser ham kort til mig – jeg er ligeglad – tænker at de kan smide ham ud af vinduet. ( Det er jeg dog ret glad for de ikke gjorde <3)
Min mand får ham i armene og de skynder sig på neonatal med ham.
Jeg ligger der alene tilbage…..ingen baby, skamferet på krop og sjæl. Også starter 1,5 times syning af mit underliv kun med spray lidokain. Det var tortur!
Min mand kommer ned igen undervejs og fortæller at baby har rettet sig lidt og de ikke kan finde ud af hvorfor han var så skidt.
Det viser sig senere på dagen at han er septisk ( blodforgiftning) og har fået meningitis. Så han er faktisk ret skidt.
Jeg får ham i armene 4 timer efter fødslen, helt sat til med ledninger, sonde osv.
Først da han rammer min bare hud, kan jeg føle noget igen.
Jeg græder….stille…længe.
Han kom sig heldigvis fuldstændigt ovenpå den start. Vi var indlagt 14 dage og kom så hjem med en frisk, men meget sensitiv lille fyr.
Og jeg svor at jeg ALDRIG ville udsætte mig selv for det igen! Enten skulle vi ikke have flere børn eller også måtte det være PKS. 6 måneder senere var jeg gravid igen 😉
