Min anden fødsel

Det er min anden fødsel og som den opmærksomme følger ved, så var det ikke noget jeg ønskede at gennemføre.

Jeg havde faktisk lovet mig selv at jeg ALDRIG skulle føde mere!! Så da jeg blev gravid med nummer 2, gik tankerne straks til fødslen. Og til hvordan jeg dog kunne få overbevist lægerne om at jeg altså skulle have PKS. Jeg var naturligvis glad for det liv der voksede i min mave, men jeg var også meget bange – bange for at blive tvunget til at gennemleve det samme en gang til.

Jordemødre og fødselslæger var egentlig ret lydhør overfor mit “ønske” om PKS, pga den traumatiske fødsel første gang. Flere gange hørte jeg endda at ” jeg nok slet ikke kunne føde vaginalt uden skade på både mor og barn”.

Halvvejs i graviditen stødte jeg på en fødselsberetning på et graviditets site jeg var tilknyttet. Moderen beskrev hvordan hun havde haft en frygtelig første fødsel, som mindede skræmmende meget om min, og hvordan hun havde et stort ønske om PKS med nummer 2. Men at hun havde fået en fantastisk JM, som i den grad hjalp hende. Både med at håndtere hendes angst for fødslen, men også med konkrete teknikker, som gjorde at hendes anden vaginale fødsel faktisk blev en rigtig god oplevelse. Jeg græd som pisket da jeg havde læst det. Pludselig kunne jeg mærke at jeg jo på ingen måde ønskede et PKS, jeg var bare alt for bange til at se det.

Så jeg skrev en PB til den her mor, fortalte og forklarede og spurgte om hun ville dele med mig, hvad der havde gjort forskellen for hende. Og det ville hun gerne – heldigvis! Det blev til måneders skriven frem og tilbage. Jeg fandt blandt andet ud af, det helt essentielle, at hvis jeg spænder op under en ve gør den langt mere ondt og er langt mindre effektiv. ( Hvis de blot havde lært mig denne ene ting til fødselsforberedelse, så havde jeg stået langt bedre end jeg gjorde). Hun lærte mig også om teknikker til afspænding og flere andre ting.

Så efterhånden turde jeg godt se muligheden for at forsøge vaginal fødsel i øjnene. Jeg var dog stadig stålsat omkring ALDRIG at udsætte mig selv for sådan en oplevelse, som første fødsel var, igen. Så jeg lavede, i samarbejde med min fantastiske JM, en fødselsplan. Der stod hvad jeg ønskede og ikke ønskede. Og i den indskrev vi også at jeg til hver en tid kunne trække KS kortet og at man der ikke skulle forsøge at tale mig fra det.

En aften da vi netop var gået i seng, dagen før termin, gik vandet…. Jeg var igen i præcis samme situation, vandet var gået, baby stod ikke fast og jeg skulle derfor køres ind på FG med ambulance…mit liv passerede revy…det var jo præcis det samme som sidst og angsten blev nærmest kvælende….Og jeg var bange, mega bange…fordi det mindede ALT for meget om første gang.

Jeg får små veer nærmest med det samme. De er egentlig ret intense, men varer kun 20-30 sekunder. Da ambulancen kommer, har jeg disse korte, men intense veer med ca 4 minutters mellemrum.

Ambulanceførere konferere med JM på vej ind og de bliver enige om at veerne ikke giver noget når de er så korte.

Da vi ankommer til FG, er veerne stadig lige korte, men endnu mere intense. JM undersøger mig – 9 cm åben og kun en kant tilbage. Wow…der fik jeg lige fornyet styrke!! Jeg kommer ud på toilettet og der tager jeg 1 ve som er lang og stærk og vild, som jeg husker alle veerne fra min første fødsel og panikken rammer igen. Men det var sidste ve inden pressefasen. Jeg kommer i fødekarret og presser og presser og presser og der sker INTET!

JM finder ud af at han står i en uregelmæssig position med hovedet, så efter 5 kvarters pressen i vandet, bliver jeg beordret på land, så hun kan hale ham ud. Så med JMs 10 fingre rundt om hans hoved og en masse pressen, bliver han endelig født efter 1,5 times pressefase og kommer direkte op på min mave.

Det var en HELT anden måde at blive mor på!! Det føltes rigtigt og jeg vidste at han var min, fordi han kom direkte op.