Fødselsberetning: Barn nr 5
Vi planlægger hjemmefødsel, der er 2 dage til termin og jeg har været klar til at føde længe. Bækkenløsning har holdt mig i sengen den sidste måned, slæber mig kun op for at hente og bringe børn og andre uundgåelige ting. Jeg er træt og orker ikke mere.
Efter jeg har afleveret de store går vandet spontant, som ved alle de andre fødsler og heller ikke denne gang står baby fast i bækkenet.
Jeg har ingen veer, går bare rundt og nyder at mærke ham i maven, vi skal ikke have flere børn, så suger den sidste rest graviditet til mig <3
Min mand, rutineret i fødsler, kommer ikke hjem fra arbejde med det samme, men tjekker ind hver halve time om jeg har fået veer, for der var liiiiige noget han gerne ville være færdig med 😉 Sidst på formiddagen kommer han dog hjem og får pustet fødekarret op og gjort klar i det hele taget.
Lige før middag opstår der tvivl om hvorvidt hans navlestreng er kommet i klemme under hovedet og jeg får derfor besked på at ligge mig med rumpen i vejret og JM bestiller en ambulance.
Imens jeg ligger der på sengen, med rumpen i vejret, ringer de fra børnehaven: ” Hej, S kaster op, i må gerne komme og hente hende” . Mig: “Øh jo tak, men vi er lige igang med noget andet” 😉 Så jeg må lige få arrangeret at bedsteforældrene henter hende!
Jeg får efterhånden lidt plukkeveer, ikke noget der gør ondt, men det strammer lidt.
Ambulancen kommer med fuld udrykning og jeg bliver lejret på alle 4 med rumpen i vejret og hovedet nedad. En fin stilling, i hvert fald de første 5 km, derefter sov mine arme de næste 40 km 😛
Vel ankommet til fødegangen konstaterer JM heldigvis at det ikke er navlestrengen vi kan mærke, men min livmoderhals der slår en krølle. Sikke en lettelse, jeg havde nemlig ikke mærket liv i 2 timer på det tidspunkt :-O
Jeg får lov at gå ud og tisse og der rammer den første ve. Står derefter for enden af fødelejet og hænger ind over det under veerne. Det er en rigtig god og smertelindrende position for mig og tyngdekraften hjælper baby på vej. JM er ved at fylde fødekarret. Da karret er fyld har vi været på FG ca en halv time og mine veer kommer som perler på en snor, de er kraftige og lange.
Jeg kommer i karret. Det er altid en fantastisk lettelse for mig. Pludselig kan man flytte kroppen ( mere) frit og det varme
vand lindrer. Jeg får endnu en kraftig ve i vandet og så en lille pause. Derefter kommer en maratonve, den starter ud som en meget kraftig ve, går over i overgangsfasen og slutter af som presseve, den varer omkring 4 minutter og min krop tager fuldstændigt over og jeg lader den gøre det, fordi den ved hvad den skal!
På næste ve fødes hovedet og kroppen på 2 pres og jeg tager ham selv op til mig, selvom JM har meget travlt med at ville “hjælpe” mig, men det får jeg frabedt mig.
Han fødes præcis 40 min. efter ankomst til FG, så det var godt vi ikke forsøgte at nå de 45 mins. kørsel hjem fra FG igen 😉
Efter lige at have nydt hinanden lidt der i vandet, så vil JM gerne have os ” på land” for at føde moderkagen og det kan jeg godt leve med. Så vi kommer op og ligge og putter lidt, naturligvis stadig hud mod hud.
Jeg har frabedt med syntocinon sprøjten, da jeg har tillid til at min livmoder, efter en naturlig fødsel, også selv kan finde ud ud af at gøre hvad den skal bagefter 🙂 Og selvfølgelig kan den det, min livmoder er rigtig fin og velkontraheret efter kort tid,
Efter et par timer tog vi hjem til flokken, inklusive den opkastende storesøster 😉 – der er ikke så meget barselsboble i en storfamilie 😛