Far må selv tage imod baby derhjemme

Her er min hjemmefødselsberetning.

Det er vores 3. barn og eneste, der er født hjemme, hvis jeg havde vidst, hvor skønt, naturligt og roligt, det er at føde hjemme, var alle 3 børn blevet født herhjemme i stuen. 

Det var en lynfødsel, hvor vi endte med at tage imod selv. 
Hun er født 41+6.

Kl ca. 23.30 fik jeg første ve, som jeg naivt tænkte, at jeg ville prøve at sove fra. Min kæreste, der lå ved siden af mig, kunne dog godt høre, at det ikke var helt for sjov. Og næste ve meldte sig også 3-4 min senere.

Han bad mig ringe til fødegangen, da jeg fødte meget hurtigt sidst, og jordemoderen derfor havde sagt, at jeg skulle ringe ved det mindste tegn på fødsel. Jeg var dog stædig, og ville lige se tiden og veerne an. Kl. 23.58 bliver jeg dog overbevist om at ringe til fødegangen.

Jordemoderen, jeg snakker med, siger at de sender en jordemoder ud til os. 

Vores søn på 2 år vågner med vokseværk i benene og er dybt ulykkelig (gad vide om vokseværken kom, fordi han var ved at blive storebror?). Min kæreste er derfor inde ved ham i 10-15 min. I mellemtiden får jeg en del veer, hvor jeg konkluderer, jeg helst vil sidde på toilettet og det derfor nok er presseveer, der er på vej.

Og ganske rigtigt, da min kæreste kommer ud inde fra vores søn, står jeg og gisper mig gennem presseveer i køkkenet, mens jeg prøver at undgå at presse. Min kæreste skynder sig at ringe til fødegangen, mens han lokker mig ind i stuen, hvor jeg gisper mig gennem et par veer mere, stående.

Jeg kan mærke hovedet er på vej ud.

Jeg spørger, forholdsvis roligt, om min kæreste kan se hovedet. Det kan han dog ikke, men prøver at overtale mig til at lægge mig ned. Det har jeg ikke lige lyst til, jeg står jo lige så godt der. 

Jordemoderen i telefonen kommer på medhør, og får lokket mig til at lægge mig ned, så vi kan tage lidt af presset, mens hun beder mig gispe videre gennem veerne.

Jeg gisper videre, og med jordemoderen på medhør tager min kæreste imod, da jeg føder, helt naturligt og roligt.

Jeg presser ikke, men gisper mig gennem veerne og vores barn finder selv vejen ud. Først kommer hovedet ud, pakket ind i fosterhinden, som min kæreste prikker hul på, så vandet går. Et øjeblik efter kommer kroppen, og min kæreste lægger vores fuldbårne barn op på maven.  

Jordemoderen i telefonen lytter til skrig og spørger ind til farven, som er helt perfekt. Efter 5 minutters tid spørger hun, hvad vi har fået. I vores adrenalin og lykkerus har vi helt glemt at kigge. Kl 00.37, en time efter første tegn på fødsel, har fået en fin fin datter 

Da hun har skreget lidt, kalder storebror med vokseværk, og spørger om babyen er kommet nu. Hvorefter begge storebrødrene kommer ind i stuen og er med til at byde lillesøster velkommen i familen.