Faldende hjertelyd krævede hjælp fra en cup
Jeg havde talt med min jordemoder om igangsættelse fra jeg var i 36. uge på grund af svær bækkenløsning.
Jeg sov stort set ikke og jordemoderen var bekymret for om jeg vil ende med at være for udmattet til at føde. Da jeg var 37 uger henne fik jeg at vide at jeg ikke ville komme i betragtning til igangsættelse før jeg var fulde 40 uger henne.
Jeg fik i stedet en åben indlæggelse så jeg kunne vælge når som helst at blive indlagt til medicinering så jeg kunne sove – et tilbud jeg ikke ønskede at tage i mod da jeg var bekymret for hvordan eventuel medicin ville påvirke barnet i min mave.
Jeg havde termin en fredag og var ved jordemoder om tirsdagen inden og fik forklaret forløbet.
Om onsdagen var jeg til akupunktur for bækkenløsning på sygehuset og fik sat nåle i for at modne. Torsdag havde jeg tid til undersøgelse for at blive vurderet i forhold til igangsættelse og jordemoderen der undersøgte mig fortalte at jeg var 3 cm åben og de derfor ville igangsætte ved at tage vandet når den tid kom – hvis jeg blev godkendt.
Min sag blev vurderet om eftermiddagen og jeg blev ringet op med besked om at jeg kunne blive sat i gang om mandagen (40+3).
Jeg var så uendelig lettet. Hindeløsningen gav en masse plukveer men mere blev det ikke til. Fredagen blev brugt på filmhygge med min søster.
Lørdag ville min kæreste rundt efter nogle ting i forskellige butikker. Vi havde ikke bil og det endte derfor med en næsten 5 timers gåtur og en masse varer der skulle slæbes hjem. Jeg var træt og udmattet og havde enormt mange smerter. Jeg troede aldrig jeg ville nå hjem igen. Men hjem kom vi.
Næste morgen vågnede jeg tidligt (omkring kl 7.30) med voldsomme bækkensmerter. Det lykkedes mig dog at få hvilet nogle timer mere indtil min kæreste stod op. Efter morgenmad gik jeg i seng igen.
Smerterne blev ved men det var der egentlig ikke noget nyt i. Omkring kl 16 tænkte jeg at der måske var lidt mønster i smerterne og jokede med om jeg skulle tage tid på dem. Men mønstret var svagt. Senere prøvede jeg igen og sagde til min kæreste at han bare kunne tage det roligt, der var 5-7 minutter imellem….
Da kl blev 23 var der 2-3 minutter imellem men jeg var stadig ikke sikker på om det var veer.
Jeg ringede til fødegangen som sagde jeg skulle se tiden an og vente. En time senere meddelte jeg min kæreste at nu ringede han efter en taxa for hvis jeg selv skulle gå ned ad trapperne skulle vi af sted nu. Jeg fik hele tiden veer. En på vej ned ad trappen, 2 eller 3 i taxaen (aldrig har jeg oplevet en taxa køre så hurtigt), en på vej ind på sygehuset og en i elevatoren. Da vi kom ind på fødegangen blev jeg mødt af en jordemoder der lige skulle undersøge mig.
Jeg fik først vemåler på og hun kunne se at der ganske rigtigt var veer og at det var nogle ‘små hidsige nogle’.
Hun undersøgte mig derefter for at se hvor åben jeg var og konstaterede noget overrasket at jeg var 6 cm åben og derfor ikke skulle sendes hjem igen som hun ellers havde ventet. Jeg lignede jo ikke en der havde ondt.
Vi blev vist ind på en stue og jordemoderen spurgte lidt ind til os. Jeg blev tilbudt klyx som jeg takkede ja til. Jeg husker at veerne blev kraftigere.
På et tidspunkt kom jeg ned at sidde på en bold med en varmepude foran og en på lænden, med lyset slukket og bare stilhed – det var fantastisk.
Jeg kunne mærke min krop arbejdede som den skulle, jeg kunne være i veerne og kunne havde siddet sådan længe. Desværre skulle de lige måle hjertelyd, og jeg blev bedt om at rejse mig da de ellers ikke kunne måle. Jeg kom aldrig ned på bolden igen. Jeg kom op på briksen så de kunne undersøge mig igen og alt forløb som det skulle. Jeg udvidede mig 1 cm pr time de første par timer. De tilbød på et tidspunkt at tage vandet, da det ikke gik af sig selv. Det tog 3 forsøg før hun fik hul på fosterhinden og det viste sig at vandet var grønt.
De satte overvågning på vores søn og så blev der løbende taget blodprøver på ham. Det betød også at jeg lå låst på briksen. Jeg fik lagt et urinkateter da jeg ikke kunne gå rundt. Veerne blev meget voldsomme efter de tog vandet.
Jeg kan huske at jeg ikke længere bare kunne være i smerterne og hver gang der kom en ve holdt jeg om min kæreste og skreg. Det føltes som den eneste måde at komme igennem veerne på.
Da jeg var fuldt udvidet fik jeg overgangsveer. Veer der føltes forkerte i min krop og som var mere smertefulde end noget andet. På et tidspunkt begyndte vores søns hjertelyd at dykke hver gang jeg fik en ve. Der blev tilkaldt en fødselslæge.
Han skulle ud og det skulle gå stærkt. De ville lægge en cup for at undgå kejsersnit. Jeg fik en presseve. De lagde en blokade. Jeg fik at vide at det kunne være jeg nåede at føde ham inden de fik lagt cuppen. Fødselslægen forklarede at der var risiko for bristninger på grund af cuppen og jeg derfor skulle gøre præcis som hun sagde.
Hun forberedte os på at det kunne være at vores dreng ikke græd når han blev født og at han nok ville være blålig og slap.
Men uanset hvad ville jeg hurtigt få ham op på maven og derefter ville de tage ham over til børnelæge til undersøgelse og han ville blive suget. De sagde at jeg fik en ve mere, men den føltes forkert. Fødselslægen sagde at hun kunne se at der var en ve så det var vigtigt at jeg lyttede til hende og gjorde som hun sagde. Det gjorde jeg: i de næste 3 veer pressede jeg når hun sagde jeg skulle og pustede når hun sagde jeg skulle. Vores dreng blev født kl 6.35 efter i alt 5 presseveer.
Han skreg med det samme og var hverken blå eller slap.
Jeg fik ham op og da navlestrengen var klippet tog de ham over og sugede ham. Børnelæge kiggede kort og gik igen. Min søn kom over til mig igen.
Jeg blev undersøgt for bristninger og var sluppet nådigt med en flænge i skeden der krævede lidt sting. Jordemoderen kunne ikke helt forstå at det var muligt, men jeg slap med den mildeste grad af bristning og fik at vide at hvis jeg havde født uden cup var jeg nok sluppet uden bristninger.
Det var det mest fantastiske at få ham op på maven og jeg er evigt taknemmelig for at det var muligt. Det var gået så stærkt til sidst at mit hoved ikke kunne følge med og det var som om at det ikke var gået op for mig at jeg havde født. Jeg følte mig forvirret og sårbar men samtidig stærk og lykkelig.
Jeg fik påtvunget ilt undervejs pga. af hans puls og så fik jeg bistik (som hun ikke nåede at lægge færdig da jeg gav temmelig tydelig udtryk for at hun ville fortryde hvis hun nærmede sig igen ) men jeg kan ikke huske hvornår i forløbet…
Han vejede 3500 g og var 52 cm ved fødslen.