En meget, meget lang og slidsom fødsel
Jeg var sat til at have termin den 31/5-17.
Jeg var spændt på hvornår mon fødslen ville gå i gang – og til min store overraskelse begyndte veerne allerede om natten. Dvs. den 1/6-17 omkring kl.3.30.
Veerne blev hurtigt kraftige, dog uden at være regelmæssige.
Kæresten blev hjemme fra arbejde den dag, da vi tænkte at der nok ikke ville gå længe før der begyndte at ske noget. Dagen gik, og veerne var indimellem så kraftige at jeg kastede op, og ikke kunne tale. Vi ringede derfor til FG på et tidspunkt i løbet af dagen, da det jo er første gang for os begge, og jeg syntes veerne var noget voldsomme. Vi blev dog enige om at jeg skulle blive hjemme og se tiden an.
Jeg prøvede indimellem på at få noget mad indenbords, men det kom ofte op igen – og appetitten var ikke særlig stor. Ud på eftermiddagen ringede vi igen til FG, og jeg blev inviteret ind til et tjek. I håbet om endelig at være i aktiv fødsel kørte vi mod FG. De kan dog konstatere at jeg endnu ikke er i aktiv fødsel, så vi kører hjem igen. Da vi passere midnat er jeg ved at være udmattet af veerne, som endnu ikke er regelmæssige men meget kraftige. Vi ringer derfor til FG igen, og jeg bliver inviteret ind med henblik på at få en pille cocktail jeg kan sove på. Jeg er ved at være desperat efter at der skal ske noget. Det gik overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig. De konstaterer igen, at jeg endnu ikke er i aktiv fødsel, og sender mig hjem med nogle piller at sove på. Da vi kommer hjem – igen – prøver jeg på at tage pille cocktailen, så jeg kan få noget søvn. Desværre kaster jeg hele herligheden op igen. Så det bliver endnu en nat med næsten ingen søvn.
Den 2/6-17 er jeg fuldstændig grædefærdig, og føler ikke at jeg kan overskue det mere – og jeg er ikke engang i aktiv fødsel endnu!
Vi kontakter igen FG, som inviterer os ind.
Om eftermiddagen/aftenen den 2/6-17 kommer vi for tredje gang til FG, og da jeg bliver undersøgt er jeg udvidet 3-4 cm og dermed i aktiv fødsel – endelig!
De indlægger mig, og tanken om at det, forhåbentligt, snart er ovre giver et lille boost af energi – på trods af manglende søvn/hvile og drikke. Jeg får morfin at sove på. Jeg får endelig hvilet en smule, men husker at jeg vågner ved kraftige veer. Desuden bliver jeg vækket hver time, så de kan tjekke hjertelyd på baby.
Om morgenen den 3/6-17 er der vagtskifte og den 2. jordemoder kommer på banen. Her håbede vi at vi kunne drøfte noget ve-stimulerende, og/eller at vandet blev taget for at sætte skub i det hele. Men det nævnte jordemoderen ikke noget med, og da vi var dybt autoritetstro, regnede vi med at hun havde styr på det.
Veerne var stadig ikke regelmæssige, men bed og var meget kraftige – så kraftige at jeg nogle gange kastede op.
Da jeg var træt, ked af det og udmattet begyndte vi nu at prøve forskellige smertelindringer (selvom jeg havde forsvoret at det skulle jeg ikke). Jeg prøvede bistik uden virkning, lattergas hjalp mig heller ikke, så ilten var det jeg brugte mest. Jeg kom i karbad og brusebad, som hjalp lige i situationen.
Til sidst besluttede vi at prøve en epiduralblokade – til trods for at en jordemoder som jeg slet ikke havde set før kom med en løftet pegefinger og sagde at man jo også skulle tænke på hvad der var bedst for barnet. Jeg var i forvejen fuldstændig udmattet, og blev faktisk lidt ked af det over hendes måde at sige det på. Allerede der følte jeg jo at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg prøvede derfor at udskyde epiduralen ved at komme op og gå og lave forskellige øvelser, samt at stå under bruseren. Først lige inden 2. jordemoder skulle hjem, foreslog hun at vi kunne prøve at tage vandet, og det satte skub i veerne. Der var vagtskifte, og nu kom den 3. jordemoder på banen, og mente at nu skulle der ske noget, så jeg fik ve-stimulerende drop. Her blev veerne så kraftige, at jeg måtte kapitulere, og få lagt en epidural blokade – og følte mig absolut som en fiasko. Den virkede, og det var fantastisk! Jeg faldt omgående i søvn.
Epiduralen holdt ligeså langsomt op med at virke. Det mente de ikke på FG, det var først da min kæreste blev insisterende og sagde at den altså ikke virkede, at de fik en anæstesi læge op, som kunne konstatere at den ganske rigtigt var faldt ud.
På dette tidspunkt er jeg ved at have åbnet mig 7-8 cm.
Anæstesilægen foreslog at anlægge en ny epidural, og her brød jeg grædende sammen – det var ikke ligefrem sjovt at få lagt en epidural, og kombineret med veerne og manglende indtag af mad samt søvn orkede jeg ikke mere, og begyndte her selv at snakke om kejsersnit. Da indvendte de at jeg jo ved et kejsersnit alligevel skulle have lagt en epidural, så jeg gik med til at få lagt endnu en. Den hjalp fint i begyndelsen, og jeg fik indtaget nogle proteinshakes, for at få energidepoterne fyldt op – jeg skulle jo kunne klare pressefasen.
Vi kommer nu til 4. jordemoder skift (det er en jordemoder studerende som har ansvaret, da hun næsten er færdiguddannet), da vi er ved at være henne sent på aftenen den 3/6-17. Her kan jeg huske at den jordemoder studerende sætter sig på hug foran mig og siger. ”Janni, du skal også føle du er med i det her”.
Det er første gang i forløbet at jeg virkelig føler der er en som lytter til mig, og som tager mig seriøst.
Veerne kører derud af ved hjælp af ve-stimulation – jeg kan se i min sundhedsjournal at jeg på et tidspunkt har 6 veer på 10 minutter. Desværre holder nummer to epidural blokade også op med at virke. Herefter begynder jeg virkelig at kaste op, da jeg ikke har spist i lang tid. Jeg får to tabletter med druesukker, og kan huske at jeg begynder at få kulderystelser. De måler derfor min temperatur, og kan konstatere at jeg har feber. De prøver på at slå feberen ned med panodil, men det hjælper desværre ikke. Nu begynder babys hjertelyd at blive påvirket (hans fostervand var allerede lysegrønt, da vandet blev taget om eftermiddagen). Der bliver kaldt en læge op til undersøgelse, og jeg kan huske et virvar af mennesker. Da det ikke lykkedes at slå feberen ned, og baby er påvirket, kan vi ikke længere vente på pressefasen (jeg var ”kun” 8-9 cm udvidet), og mig og min kæreste bliver sammen med lægen enig om at det nu bliver kejsersnit.
Jeg kan huske hvilket lettelse det var, da de slukkede for det ve stimulerende drop, og veerne begyndte at fortage sig, og jeg tænkte ”endelig kommer han snart ud til os”. På operationsstuen fik jeg lagt en spinalblokade, da epiduralen var holdt op med at virke. Jeg var vågen under kejsersnittet, og kan huske hvordan de rykkede i mig. Det virkede beroligende at min kæreste sad ved siden af, og de var utroligt søde alle sammen.
Endelig hører vi et skrig, og vores skønne dreng er kommet ud til os, de viser ham lige kort til mig, og min kæreste kommer med ud af stuen, hvor de vasker og tørrer ham og undersøger. Han er den dejligste velskabte dreng på 3995 gram og 52 cm – og kom til verden kl.02.14 den 4/6-17. Da jeg er blevet syet sammen, og vi er kommet på en midlertidig stue, får jeg ham endelig i mine arme, og han bliver lagt til brystet. Hvor var det fantastisk endelig at have ham hos mig!
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle have så langt og udmattende et fødselsforløb. Jeg har tit tænkt, og tænker stadig, at jeg nok ikke er en rigtig kvinde, fordi jeg ikke har født vaginalt – jeg synes ikke selv jeg sej, nok mere en fiasko.
Jeg ved at vi på et tidspunkt skal have en lillebror eller lillesøster til vores dejlige dreng, men jeg frygter godt nok fødslen. Jeg frygter at jeg ikke kan være i det, og at jeg går i panik. Jeg håber og tror på at jeg kan føde vaginalt ved en nummer to fødsel, men frygter på en måde at mit forløb skal gentage sig.
Jeg fortryder virkelig at mig og min kæreste ikke tog imod tilbuddet om en efterfødselssamtale – vi fik aldrig taget os sammen til få lavet en aftale.
Men jeg har jo nok en del spørgsmål. Selvom jeg ved at det nok ikke nytter noget at sige
”hvad nu hvis”
Men hvad nu hvis de havde taget vandet noget før? Hvad nu hvis de havde givet ve-stimulerende noget før? Kunne jeg selv have gjort noget anderledes? Skulle jeg have klaret veerne bedre? Jeg håber virkelig at jeg kan få bearbejdet med min oplevelse, så det kan hjælpe mig til at jeg får en god oplevelse ved fødsel nummer to (når vi engang kommer dertil).
