En god fødsel, som virkede helende på en tidligere traumatisk fødsel
I dag er det 4 år siden at vores yngste dreng kom til verden.
Når jeg tænker på hans fødsel, sidder jeg tilbage med en stille undren over, hvad det lige var, der skete og hvordan det var muligt at komme igennem en fødsel, blot med smertelindrende midler i form af varmepude og ilt, og på trods af blodtab mm føle mentalt overskud efter fødslen.
Fødslen af ham blev en stor oplevelse, der kom til at virke helbredende i forhold til en traumatisk fødsel af storebroren ca 3 år tidligere.
Baggrundshistorie: 3 år før fødte jeg vores første søn. Vi kom, på det fysiske plan, helskindede igennem det med en vaginal fødsel, især takket være en dygtig jordemoder, men det blev en voldsom oplevelse på det følelsesmæssigt plan af flere grunde.
Jeg oplevede at jeg røg ud i et sort hul af angst og smerte, der er perioder af fødslen, som jeg ikke husker, og perioder, der står tåget hen. En gennemgående følelse var afmagt, angst og fastlåsthed, og til sidst var jeg så udmattet at jeg ikke troede, jeg magtede mere, på trods af at det var en relativ kort fødsel.
Det var en meget slem oplevelse, men min mand og jeg havde et stort ønske om at få en lillebror eller søster til vores søn, så vi besluttede os for at blive gravide igen.
Det var med bange anelser og et desperat ønske om en bedre oplevelse end sidst at jeg opdagede konceptet ‘smertefri fødsel’ og jeg kastede mig over det med et meget svagt håb om at det kunne gøre en forskel.
Desuden valgte jeg at benytte mig af en udvidet jordermoder”pakke”, hvor jeg kunne få ekstra hjælp under graviditeten samt få tilknyttet en fast jordemoder i løbet af hele fødslen, for at stå stærkest muligt.
Mit største ønske – jo ud over at føde et sundt og velskabt barn- var at kunne tage ejerskab over fødslen og selv være i kontrol over forløbet.
Fødslen blev sat i gang med en stikpille, der virkede rimeligt hurtigt. Jeg sad meget af tiden i udvidedelsesfasen på en terapibold og det var et virkeligt godt redskab sammen med vejrtræknings øvelserne fra ‘smertefri fødsel’.
Jeg følte mig meget oven på rent mentalt i den første del af udvidedelsesfasen, og det gav mig troen på at det nok skulle gå.
Sidst i udvidedelsesfasen blev jeg modløs over så trægt det gik med at blive udvidet nok, men vejrtrækningsteknikkerne gav mig noget håndgribeligt at holde fast i, så der var noget konkret, jeg kunne gøre og som betød at smerten ikke tog magten over mig.
Er par gange måtte jeg op på fødelejet og ligge, for at blive undersøgt, og jordemoderen prøvede også at få mig op, så jeg kunne presse, men det medførte hver gang en voldsom følelse af fastlåsthed og angst.
Jeg fik sovende fornemmelser i fingrer og fødder og jeg mistede fuldstændigt evnen til at trække vejret efter de indlærte teknikker.
Lige inden presseveerne kom, fik jeg kastet mig over på en skammel, hvor jeg knælede med overkroppen lænet ind over fødelejet.
Jeg prøvede at skifte vejrtrækningen til de teknikker for pressefasen, jeg havde øvet på, men det mislykkedes for mig. Jeg følte mig famlende overfor de nye veer og snerten af angst sneg sig ind.
Heldigvis kom lillebror ud efter tre presseveer.
Ligesom da jeg fik vores første søn mistede jeg en del blod og måtte have moderkagen fjernet operativt efter fødslen, men jeg følte mig ovenpå rent mentalt denne gang. Efter første fødsel følte jeg mig helt ødelagt fysisk og psykisk, men det var ikke tilfældet anden gang.
Jeg er stadig overrasket over, hvor positivt det var at føde anden gang, og jeg tænker at det bla skyldes følelsen af tryghed og ejerskab sammen med de indlærte vejrtræknings teknikker…
Det er jo ret meget noget med at trække angsten væk med vejret…..