Emilies fødsels og ammeberetning

30/3

Min fødselsberetning starter d. 30/3-15, hvor jeg er 41+3. Jeg var til planlagt tjek på fødegangen, hvor de på en scanning konstaterede, at der ikke var nok fostervand tilbage, og jeg fik derfor tid til igangsættelse senere samme dag. Jeg var lykkelig over at skulle sættes i gang, for jeg havde haft en dårlig graviditet og havde så mange smerter pga bækkenløsning, at jeg indimellem slet ikke kunne gå og måtte have min mand til at bære mig.

Jeg var ca. en fingers bredde åben med omkring 1 cm’s livmoderhals tilbage.

Så jeg fik at vide, at der desværre ikke var mulighed for hindeløsning eller for at tage vandet.

Kl. 16 kom vi tilbage på fødegangen, hvor der blev kørt CTG i en halv time. Lillemanden bevægede sig ikke nok når jeg lå på ryggen, så jeg blev jaget om på siden, hvilket udløste rigtig mange smerter fra bækkenet.

Kl. 17.15 fik jeg lagt første stikpille og der blev kørt CTG igen i 45 minutter og herefter skulle jeg blive liggende i yderligere et kvarter, før jeg måtte rejse mig. Alt så fint ud på CTG’en og kl. 18.30 fik vi lov til at gå hjem med besked om at møde dagen efter kl. 8. Jeg havde kraftige plukkeveer og rigtig mange smerter i bækkenet efter at have ligget på den hårde briks. Jeg fik pinex og oxapax med hjem til natten og blev instrueret i at henvende mig ved begyndende fødsel eller komplikationer.

Kl. ca 22 tog jeg pillerne og kom – med hjælp fra min mand – op i seng.

31/3

Jeg fik sovet det meste af natten. Plukkeveerne nev godt til, men der var ingen tegn på fødsel. Vi kørte til sygehuset, men da vi holdt på parkeringspladsen blev jeg ringet op af en jordemoder. De havde meget travlt og bad mig om at vente, så jeg blev bedt om at ringe igen kl. 10.

Vi kørte hjem til min mor for at vente, da hun bor få minutter fra sygehuset (og hun skulle med til fødslen).

Plukkeveerne begyndte at bide godt til, og jeg syntes at der var begyndt at komme lidt regelmæssighed i dem og begyndte derfor at tage tid.

8.28 – 8.35 – 8.45 – 8.52 – 8.56 – 9.00 – 9.07 – 9.15 – 9.19 – 9.27 – 9.37 – 9.44 – 9.51 – 9.58 – 10.05

Jeg ringede til fødegangen kl. 10.06, hvor jeg fik at vide, at der stadig var travlt. Jeg fortalte, at jeg havde haft forholdsmæssigt regelmæssige (pluk)veer. De bad mig ringe igen omkring kl. 12, men fik at vide at jeg selvfølgelig skulle kontakte dem inden, hvis det udviklede sig yderligere.

10.11 – 10.16 – 10.22 – 10.27 – 10.33 – 10.40 – 10.50 – 10.56 – 11.05 – 11.17 – 11.26 – 11.33 – 11.43 – 11.50 – 11.59

Kl. 12 ringede jeg til fødegangen igen, der nu havde fået lidt mere ro på. Vi aftalte at jeg skulle komme ind til 2. stikpille kl. 12.45.

12.05 – 12.13 – 12.16 – 12.22 – 12.27 – 12.36 – 12.50

Kl. 12.50 nåede vi fødegangen, hvor vi blev mødt af en jordemoder. Jeg blev undersøgt, men havde ikke udvidet mig yderligere. Der blev kørt ny CTG og kl. 14 fik jeg anden stikpille. Herefter lå jeg med CTG indtil kl. 15.15, hvor vi fik lov til at gå hjem. Vi fik tid til tjek og evt. en tredje stikpille kl. 19.30.

Vi kørte hjem til min mor, hvor min storebror nu også var kommet hjem og de sad og drak kaffe sammen med min mors kæreste.

Min mand hentede min pilatesbold derhjemme. Den var rigtig god for mit bækken at sidde på.

Kl. 16.45 begyndte veerne rigtigt at bide til og de føltes nærmest konstante, så jeg havde rigtig svært ved at tage ordentligt tid på dem.

17.14 – 17.18 – 17.22 – 17.26 – 17.31 – 17.35 – 17.39 – 17.44 – 17.49 – 17.54

Kl. 17.56 ringede jeg – på opfordring fra min mor – til fødegangen, som bad mig om at komme ind.

17.59 – 18.01 – 18.04 – 18.07

Kl. ca. 18.10 nåede vi fødegangen, hvor vi blev mødt af jordemoder Mette, som påsatte CTG.

Da lillemanden ikke bevægede sig nok og hjertekurven ikke havde nok udsving forsøgte jordemoderen at skubbe til ham. Det gjorde meget ondt.

Hun kunne konstatere, at livmoderhalsen var udslettet og jeg var ca. 1 cm åben. Vi talte lidt om smertelindring og blev enige om at starte ud i det små. Jordemoderen hentede derfor pamol, oxapax og tens.

Kl. 19.35 blev der kørt en seng ind på fødestuen, så jeg kunne få hvilet. Veerne tiltog og min mand foreslog iltmaske, hvilket jordemoderen straks kom med. Jeg syntes ikke rigtig, at det hjalp noget, men jeg brugte den alligevel flittigt.

Kl. 21.30 blev der kørt en ny CTG i 20 min, hvorefter jordemoderen undersøgte mig igen og konstaterede, at jeg var ca. 1-1,5 cm åben. Vi aftalte, at jeg skulle have noget morfin, så kl. 22.20 fik jeg 10 mg i.m. med god effekt.

Kl. 22.45 tilbød jordemoderen at jeg kunne få lidt at spise, så jeg fik serveret lidt rugbrød og en sandwich.

1/4

Kl. 00.03 blev der påsat CTG igen (og denne blev siddende under resten af forløbet), og ved undersøgelsen bagefter konstaterede jordemoder Mette, at jeg var ca. 4 cm åben. Vi blev enige om, at det var tid til at ringe efter min mor.

Mette gik nu hjem og blev afløst af jordemoder Tina.

Jeg havde enormt ondt i mit bækken, som føltes som om det faldt fra hinanden. Veerne gjorde også ondt, men de var alligevel mere til at holde ud end smerterne fra bækkenet.

Kl. 02.45 fik jeg anlagt en epiduralblokade, som virkede rigtig godt på smerterne fra veerne og som også tog toppen af smerterne fra bækkenet, og kl. 3.13 havde jeg fået så meget ro på, at jeg kunne sove lidt. Jeg sov til 5.30.

Jordemoderen Tina kom ca. hvert kvarter, hvor hun tjekkede mit blodtryk og babys hjerterytme + veerne på CTG’en.

Kl. 5.30 var der igen vagtbytte, så det var Mette der kom tilbage. Jeg blev undersøgt igen og var nu ca. 9 cm åben, men babys hoved stod skævt, så hun sagde, at hun kunne mærke hans næse. Jeg blev bedt om at lægge mig om på alle fire og jeg fik en sækkestol under maven. Det var rigtig dejligt.

Min mor og mand var rigtig gode til at støtte og bakke mig op, og de skiftedes til at massere mig over lænden, komme med noget at drikke og give mig en kold klud på panden.

Kl. 7.30 var der igen vagtskifte og vi fik nu jordemoderen Gosia ind på stuen. Jeg blev undersøgt og da der stadig var en kant tilbage af livmodermunden blev der opsat vestimulerende drop, mens der blev skruet ned for epiduralen. Smerterne fra mit bækken blev nu så voldsomme, at jeg havde svært ved at fokusere, og det gjorde helt utroligt ondt, hver gang jeg blev undersøgt. Jeg skreg pga. smerterne og havde svært ved at koncentrere mig om veerne.

Jeg havde pressetrang og indimellem undersøgelserne fik jeg lov til forsigtigt at presse med.

Kl. 9 tilkaldte Gosia afdelingsjordemoderen og sammen blev de enige om at kalde bagvagten, for lillemanden rykkede sig slet ikke.

Kl. 9.30 kom bagvagten og undersøgte mig. Han bad jordemødrene om at skrue endnu mere op for ve-droppet og så ville han kigge forbi igen en halv time efter.

Kl. 10 kom bagvagten igen og jeg blev igen undersøgt med vilde smerter til følge. Lillemanden havde stadig ikke flyttet sig.

Jeg fik at vide, at hvis jeg havde lyst til det, ville lægen gerne give det et par forsøg med kop, men han mente ikke, at det ville hjælpe ret meget og han mente, at det uanset nok ville ende med et kejsersnit.

Det slog mig helt ud. Jeg havde ikke flere kræfter tilbage, jeg havde enorme smerter og nu bad man mig om at vælge imellem to af mine absolut værste mareridt.

Min mor lænede sig ind over mig og hviskede et par trøstende ord. Jeg brød sammen. Jeg kunne slet ikke overskue at forsøge mere, og jeg vidste jo, at brugen af kop betød en risiko for at jeg ville gå i stykker. Jeg besluttede, at hvis det alligevel ikke ville føre til andet end endnu flere smerter, så kunne jeg lige så godt vælge kejsersnittet.

Derfra gik det stærkt. Epiduralen blev skruet max op, det vestimulerende drop blev koblet fra og jeg fik en indsprøjtning med vestoppende medicin.

Jeg blev fritaget for de fleste fysiske smerter, men jeg rystede som et espeløv ved tanken om det forestående kejsersnit.

Jeg blev gjort klar og kl. 10.45 blev jeg hentet. Min mors kæreste (som er portør) fik lov til at køre mig op til OP. Min mor fik ikke lov at komme med ind på operationsstuen, det var kun min mand, der fik lov til det.

Jeg blev hjulpet over på lejet og blev klargjort. Jeg snakkede med anæstesilægen og jeg spurgte til noget angstdæmpende. Det var han ikke meget for at give mig fordi det ville påvirke lillemanden. Jeg ønskede ikke at baby skulle blive påvirket, så vi aftalte at jeg måtte undvære, men lægen lovede at jeg måtte få noget efter fødslen, hvis jeg stadig var påvirket.

Der blev hængt saltvandsdrop op og skærmet af. Bedøvelsen blev givet igennem epiduralen. Det løb mig koldt ned igennem ryggen.

Min mave blev smurt ind i jod, og jeg opdagede, at jeg kunne se min mave i genspejlingen fra lampen. Jeg blev bange og forsøgte at gøre opmærksom på det, men det var som om, at der ikke var nogle, der lyttede. Jeg græd.

Min mand lænede sig ind til mig og da det gik op for ham, hvad der var galt, hev han fat i anæstesilægen og bad om, at der blev skærmet mere af.

Lægen gjorde nu klar til operationen. Han nev mig i maveskindet, og til min store skræk, kunne jeg tydeligt mærke det.

Jeg fik mere bedøvelse, og efter et par minutter nev han så igen. Jeg kunne stadig mærke det. Jeg fik endnu mere bedøvelse, han ventede endnu nogle minutter og da han tredje gang nev mig, kunne jeg ikke længere mærke noget og operationen gik i gang.

Jeg holdt pludselig op med at græde. Jeg havde vel ikke flere tårer tilbage. Jeg rettede nu blikket mod min mand og kunne se, at han var tydeligt berørt. Jeg forsøgte at forsikre os begge om, at det nok skulle gå.

Jeg følte mig traumatiseret og var fast besluttet på, at jeg aldrig ville have flere børn.

Men da kl. blev 11.04 blev min søn født og da der kom det første spæde vræl, var jeg klar på at tage hele turen igen (for en kort stund i hvert fald).